Har du også hørt, at rom bliver bedre med alderen? I så fald er det sikkert vigtigt for dig at vide, hvordan man bestemmer en roms sande alder.
For det er nemlig ikke altid så enkelt. Mange producenter stræber efter at angive så høj en alder som muligt på flasken, hvilket kan føre til forvirring og misvisende oplysninger. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan man bestemmer en roms sande alder og aflæser, hvad der i virkeligheden står på etiketten.
I lande som Barbados, Jamaica og Guyana er der strenge regler om, at det er den yngste rom i blandingen, der skal angive alderen på flasken. I andre lande, såsom Martinique og Guadeloupe, bruger man det franske V.S./V.S.O.P./X.O.-system, som også kendes fra cognac, til at beskrive en roms alder.
I en del spansktalende rom-lande anvender man solera-metoden. Ved solera-lagrede rom gælder det omvendte princip - her er det alderen på den ældste rom i blandingen, der står på flasken. (Læs mere om lagring af rom). Så hvis der står ’30 anos Solera’ på en rom, betyder det altså, at det bare er den ældste rom i blandingen, der er 30 år gammel. Og der er i øvrigt ikke noget krav til, hvor stor en del af blandingen, den ældste rom skal udgøre.
Endelig har det stor betydning for en roms alder, om den har lagret i tropisk klima eller kontinentalt klima. Man siger, at en rom lagres 3 gange så hurtigt i tropisk klima, som den gør i kontinentalt klima. Altså kan en rom, der har lagret 8 år i tropisk klima, sammenlignes med en rom, der har lagret 24 år i kontinentalt klima.
Afsløringen af en roms sande alder kræver således kendskab til de regler og metoder, der anvendes i forskellige lande og regioner. Men nu ved du, hvad du skal kigge efter, så du er klædt på til at afgøre, hvad du får for pengene, næste gang du køber en flaske rom.