Når man stifter bekendtskab med rom, finder man hurtigt ud af, at både destillerings- og lagringsmetode har betydning for en roms karakter. Nedenfor kan du blive klogere på, hvordan de forskellige metoder påvirker rommen, så du har det bedste udgangspunkt for at vælge den rom, der passer bedst til dig.
First things first: destillering af rom.
Overordnet findes der to hovedmetoder til destillering af rom: pot still og kolonne still. Pot still er den traditionelle metode, hvor man destillerer op til 75-85% ABV og får et mere kraftigt smagende, men mindre "rent" destillat med mange estere. Kolonne still (der også kaldes Coffey still eller column still) giver et renere destillat med mindre smag, men destillerer op til 96% ABV. En kolonne still kan have flere kolonner, og en tommelfingerregel er, at jo flere kolonner, jo renere og mere mildt smager spiritussen.
Forskellige romlande har forskellige traditioner i forhold til destillering. Pot still bruges f.eks ofte til kraftige, esterholdige rom på Jamaica, Barbados og i Trinidad & Tobago, mens kolonne still typisk bruges til de mere bløde rom fra de spansktalende romlande. Til den franske, cognac-agtige rhum agricole bruges typisk kolonne still med en enkelt kolonne.
Nogle romproducenter blander de to typer destillater for at opnå en balance mellem smag og renhed. Efter destillering kan rommen enten sendes på markedet som hvid rom eller få yderligere personlighed ved næste skridt:
Lagring af rom.
Lagring af rom er en anden afgørende proces, der giver smag og karakter til spiritussen. Rom lagres typisk i brugte amerikanske bourbonfade, men nogle producenter vælger også at efterlagre rommen i andre typer fade, såsom sherry- eller portvinsfade. Træet i fadene "toastes" og afgiver over tid smag til rommen. Lagring i tropisk klima vil resultere i hurtigere modning end lagring et kontinentalt klima. En tommelfingerregel lyder, at en rom lagres cirka 3 gange så hurtigt i tropisk klima som lagring i kontinentalt klima. Mange gange vil man se, at rommen først lagres i tropisk klima og siden lagres kontinentalt i Europa.
Solera-rom.
Mange rom i den spanske stil har betegnelsen ’solera’ på etiketten. Det betyder, at rommen er lagret efter Solera-metoden, et blandings- og lagringssystem, der stammer fra Spanien. Systemet fungerer ved at blande unge og ældre årgange i et pyramidisk system af romtønder. Den nederste tønde indeholder en blanding af alle pyramidens årgange og er den, der bliver tappet. Solera-rom er en blanding af ung og gammel rom, og alderen, der er angivet på flasken, er altså den ældste i blandingen. Ofte foregår solera-lagringen ikke i et reelt pyramidisk system, men ved manuel blanding af de ønskede fade.
Alt i alt kan man sige, at både destillering og lagring af rom påvirker den endelige smag og karakter af rommen. Er man opmærksom på det, bliver det langt nemmere at vælge den rigtige rom.

