To peat or not to peat? Det er spørgsmålet. For mens nogle whiskyelskere synes at ‘peat’ – eller smagen af tørverøg – er ren nydelse, kan andre ikke udstå røg i deres whisky.
Men hvor kommer røgen egentlig fra og hvad betyder det, at en whisky er 'peated'? Og hvilke skotske regioner er kendt for at anvende peat i deres produktion? Det kan du få mere at vide om nedenfor.
Hvad betyder peat?
Når en whisky er peated (røget), betyder det, at den maltede byg, som bruges i produktionen, er blevet tørret over ild fra tørv. Tørven udvikler masser af røg, og processen giver derfor det maltede korn en karakteristisk smag og duft af røg, som er kendt i whisky-kredse som peat.
Traditionelt set er det de skotske regioner, der har tilstrækkeligt med tørv til rådighed, der anvender peat i deres whiskyproduktion. Det er primært Islay-regionen, der er kendt for stærkt røgede whiskyer, men også Island whisky, Campbeltown og nogle Highland whiskyer bruger tørverøg.
Hvad betyder ppm?
Hvor røget er en røget whisky så? Graden af røgsmag i whisky varierer, og kan være alt fra et mildt strejf til et ordentligt lejrbål. Hvor meget røg, der er i en whisky angives i ppm ”phenol parts per million”. Og nu bliver det lidt teknisk, men 1 ppm betyder, at der er et milligram phenol per kilogram malt. Jo højere ppm, jo mere røget smager whiskyen. Let peated whisky har 2-10 ppm, mens mere heftig peat ligger på 50-60 ppm.
Whisky & rommagasinet har for nylig listet en række eksempler på over ppm-værdier i en række kendte destilleriers whiskyer.
For eksempel ligger Bunnahabhain (1-2 ppm) og Bruichladdich (3-4 ppm) i den milde ende, mens whiskyen fra Bowmore (20-25), Lagavulin (35) og Caol Ila (38) tilbyder moderat røg. Laphroaig (40-43 ppm), Port Charlotte (50 ppm) og Arbeg (55 ppm) fylder mere røg på, mens Ardbeg Supernova (100 ppm) og Bruichladdich Octomore (>130 ppm) topper røgskalaen.
Vil du prøve andre whiskyer, end dem på listen, kan du se efter ppm-angivelsen på flasken, så du ved, om du nærmest skal være røgdykker for at nærme dig whiskyen, eller om den bare har et strejf af røg. Tommelfingerreglen er: jo højere ppm, jo mere røg. Har du det i mente, kan du bedre vælge rigtigt, næste gang du vælger whisky til dig selv eller andre.
Slainte!
Læs mere om Skotlands whiskyregioner

